Skip til hoved indholdet

Type af støtte

Afhængig af hvilke udfordringer du oplever og hvad du er visiteret til, trænes forskellige færdigheder.

På Pedersvænge gør vi en dyd ud af at støtte og vejlede med lige præcis det som DU har brug for. Det vigtigste er, at du ved at du altid kan bede personalet om hjælp hvis du har det svært, så gør vi hvad vi kan for at hjælpe dig. Som udgangspunkt arbejder vi ud fra ”hjælp til selvhjælp”. Det betyder at vi gør hvad vi kan, for at hjælpe dig til at blive selvhjulpen.

Her er nogle overordnede områder hvor du blandt andet kan få støtte og vejledning.

Bolig

Du kan få hjælp til praktiske gøremål som oprydning, rengøring og skift af sengetøj.

Ledsagelse

Du kan få følgeskab hvis du f.eks. skal til lægen, handle ind eller andre gøremål du er utryg ved, eller har svært ved at overskue. Nogle gange er det også bare rart at have en som man kan sludre med undervejs.

Medicin

Vi hjælper dig med at administrerer din medicin og sørger for at du får det du har brug for, hvilket også gælder kosttilskud med mere.

Fysisk sundhed

De fleste kender til at have brug for lidt råd og vejledning ift. hvad de spiser. På Pedersvænge er der mulighed for at være med på vores interne kostordning. I køkkenet på 2. sal serveres der mad tre gange om dagen samt snacks for de beboere som har tilmeldt sig kostordning. Ellers kan vi dig hjælpe med hvad der er sundt mad samt hvornår man indtager det. Vi har også uddannet personale som kan hjælpe dig med at stoppe med at ryge, skære ned på alkoholforbruget mm.

Personlig pleje

Nogle af vores beboere kan have behov for personlig pleje hvilket selvfølgelig bliver imødekommet.

Økonomi

Det kan være svært at overskue sin økonomi, hvis man f.eks. har gæld eller kommer til at bruge de fleste af sine penge i starten af måneden. Der er flere muligheder hvor vi kan være behjælpelige. Vi kan f.eks. ”udlevere” et fast ugentligt beløb af din indkomst, stå til rådighed ift. at hjælpe med overblik over indkomst og udgifter eller hjælpe med at betale regninger.

Mental sundhed

Livet eller hverdagen kan til tider virke uoverskuelig og man kan blive ramt af modløshed, tristhed, ensomhed eller andre følelser som kan være svære at håndtere. Derfor kan man have brug for en at tale med om sine problemer, gå en tur, se en film sammen eller andet som kan være med til at man kommer i bedre humør. Vi kan også hjælpe med metoder og værktøjer til at blive bedre til at håndtere hverdagens tanker og følelser samt hvordan man handler på dem.

Sociale relationer

Hvis du f.eks. har udfordringer med familie og/eller venner kan du også trække på os ift. at få hjælp til at løse konflikten. Det kan også være at du godt kunne tænke dig at ses med nogen noget mere, men du ikke helt ved hvordan. Det kan også være at du savner et større netværk og her kan vi også være behjælpelige med at række ud til organisationer og fritidsaktiviteter hvor man kan være sammen med andre.

Arbejde og beskæftigelse

Det kan være, at der er et krav fra kommunen om, at du skal være i en form for uddannelse eller arbejde. Vi har nogle lokale samarbejdspartnere og hjælper dig gerne med at finde job, praktikplads mv. Vi kan også hjælpe med regler i forhold til løn/SU samt ledsage dig til møder, besøge mulig arbejdsplads eller uddannelsessted, samt hjælpe dig med at komme op om morgenen med mere.

Misbrug eller afhængighed

Vi er specialiserede i at arbejde med mennesker som har et problematisk forbrug af rusmidler. Det kan være alkohol, medicin, euforiserende stoffer samt spil/sexafhængighed m.m.

Pedersvænge

Sygehusvej 25A, 4600 Køge

Sygehusvej 25A
4600 Køge

Telefon: 56 67 62 80
pedersvaenge@koege.dk

Nyttige links